Du har to udfordringer lige nu. Det ene er at ændre formen på dine gamle drejejern og give dem en slibning, der egner sig til de drejeopgaver, du vil bruge dem til. Dét er ikke lige Tormeks spidskompetence. Der bruger du lettest en bænksliber og i 2019 vil de fleste nok foreslå at ofre en CBN-"sten", så er du godt kørende fremover, når du vil ændre slibning eller slibe nye jern. Til den opgave egner diamant sig ikke.
Når du først har fundet frem til den/de slibninger, du vil bruge i længere tid fremover, så er en Tormek rigtig fin til at *vedligeholde* slibningen på - altså holde jernene skarpe uden at ændre væsentligt på formen. Dér kan det være hip som hap om du vælger diamant eller CBN - ved langsom slibning går diamantbelægningen ikke i opløsning.
Overvej om ikke du skulle starte med en bænksliber og et jig-system som f.eks. Oneway. Det vil du kunne bruge fremover, og indtil du er blevet fortrolig med slibning, kan det fint levere super skarpe jern.
Hvis du så senere får lyst at bruge Tormek, kan du jo bare købe.
Lidt firkantet formuleret: Du kan klare dig med en bænksliber men uden Tormek men det omvendte er uendelig langsomt.
"Korn"-størrelsen på diamant/CBN er lidt en modesag. Efterhånden som der er kommet finere og finere "korn" på markedet, har mange købt 400 - 600 - 1200 og endnu højere, men lige nu går en del tilbage til de lidt "grovere", 80 og 180. Jeg har flere men bruger næsten kun 80 til formgivning og jern, der har fået hak og 320 til at friske slibningen op med.
Min Tormek 7 har 600 CBN, men det er efterhånden stort set kun mejsler, der kommer forbi den. Til gengæld er den super til høvljern, billedskærer-jern, stemmejern osv. Skulle jeg vedligeholde slibningen af drejerør osv. på den, ville jeg vælge korn 400, men der har andre mere erfaring end mig.
VH, Lars
_________________ Pejsebrændeforædler
|