Jeg er da blevet lidt klogere. Sæben jeg har brugt har ikke haft den helt store effekt som stabillisering, men det har givet nogle flotte farver i træet. Jeg er ved at læse lidt på kemien bag ved den sæbe de har brugt i USA, det lader til at den sæbe de har brugt muligvis indeholder sulfo (rigtig sulfo) som har været forbudt i DK siden 70´erne som opvaske-/vaskemiddel.
Så jeg har læst videre på forskellig oplysninger jeg har kunnet finde om Biokemisk stabillisering af træ.
I går talte jeg med en arkæorolog som kunne fortælle om nationalmusets kæmpestore stabiliseringskar der er ca. 50 m. lang. De stabilisere uden tryk så det tager selvfølgelig meget lang tid og det gider vi jo ikke vente på

. Jeg har en mistanke om at de sæber vi kan købe i dag ogsa sæbespåner eller brunsæbe eller lign. ikke yder de egenskaber der er behov for.
Det hele handler om fugtstabilliteten, men hvordan kommer man ind til fugten i træet??? Det er der jeg mener at sulfo har nogen af de egenskaber som er krævet for komme ind i træet, efterlade sine stoffer og måske fortrænge vandet eller fortrænge den luft der hvis det er tør stabilisering det drejersig om.
Jeg arbejder videre med det, når jeg har et fornuftigt resultat skriver jeg det selvfølgelig.
Også det teoretiske:
Det der er behov for at ske, har jeg søgt meget på og jeg fandt følgende på nettet. Det er dog ikke lige sulfo de kigger på. Men baggrunden i deres forskning er med og forklare udfordringen. Det er lidt tørt læsestof.
Biokemisk stabilisering af træBaggrund
Et af de største problemer for anvendelsen af træ som materiale, er dets evne til at optage og afgive vand med efterfølgende kvældning eller krympning. Træ anvendt til f.eks konstruktionsformål eller vådrum vil derfor være underlagt en række begrænsninger grundet den lave fugtstabilitet. Ydermere medfører optagelsen af vand også, at der kan etableres vækstbetingelser for mikroorganismer i træet, typisk svampe, hvilket resulterer i nedbrydning og reduceret holdbarhed.
Fugtstabiliteten kan forbedres ved overfladebehandling, varmebehandling eller en gennemgribende kemisk modifikation f. eks med edikkesyreanhydrid. Det drejer sig dog i alle tilfælde om behandlinger der enten er kostbare eller forringer træets styrkemæssige egenskaber. Til at begrænse problemer med mikrobiel nedbrydning anvendes i udstrakt grad trykimprægneret træ, men de mest effektive midler (kobber, crom og arsen) er i dag reguleret i form af forbud eller udfasning. Der er derfor et meget udtalt behov fra industrien for at finde nye effektive metoder til fugtstabilisering og reduceret mikrobiologisk nedbrydning af træ.
Problemerne med lav fugtstabilitet og mikrobiel nedbrydning er tæt forbundet til cellevæggens kemiske og fysiske opbygning. Det høje indhold af hydroxylgrupper og let nedbrydelige carbohydrater gør, at træ grundlæggende kan binde vand og nedbrydes mikrobielt. Denne ansøgning søger at løse problemerne af en helt ny vej kaldet biokemisk stabilisering. De samme biokemiske processer som er ansvarlige for cellevæggens struktur, kan anvendes til at modificere samme ændres således at bindingen af vand reduceres.
Under bio-syntesen og bio-nedbrydningen af træ spiller oxidative enzymer bedre kendt som oxidoreductaser, en vigtig rolle idet de er ansvarlige for henholdsvis indlejringen og fjernelsen af lignin i cellevæggen (Kirk & Farrel 1987, Higuchi 1990, Archibald et al. 1997). Den mekanisme som enzymerne arbejder ved er via en oxidation af aromatiske forbindelser (lignin- eller lignan-enheder), hvorved der dannes uparrede elektroner (frie radikaler). Afhængigt af reaktionsbetingelserne in vivo kan de uparrede elektroner danne eller bryde covalente bindinger d.v.s opbygge eller nedbryde cellevæggen. Lignende reaktioner kan simuleres in vitro hvilket åbner for en lang række muligheder til at modificere cellevæggens struktur
Igennem det sidste tiår er oxidoreductaser blevet kommercielt tilgængelige i store mængder, hvilket muliggør udviklingen af nye bioteknologisk baserede applikationer indenfor træ-baserede materialer. Anvendelsen af oxidoreductaser på massivt træ kan f. eks være indenfor overfladebehandling, forbehandling af chips til sene-re forarbejdning i papirindustrien, anti-mikrobielle effekter samt krydsbinding og stabilisering af cellevæg-gen. (Archibald et al.1997, Scott et al. 1998, Jacobs et al. 2000, Felby & Hansen 1998)
Det koncept som der ønskes at undersøge er anvendelsen af oxidoreductaser til oxidation og efterfølgende stabilisering af massivt træ. Det oxiderede træ kan krydsbindes internt i cellevæggen, eller det kan kombineres med andre forbindelser f. eks lignosulfonater fra papirindustrien hvorved disse bindes i cellevæggens kaviteter og lumen.
Krydsbinding i selve cellevæggen dækker velkendte områder indenfor anvendelsen af polymerer i træ men i modsætning til tidligere, er basis for dette koncept anvendelsen af et enzym som oxidant. Det unikke ved en sådan teknologi er som nævnt, at den anvender de samme reaktioner som er del af bio-syntesen af lignin til at modificere massivt træ for øget fugtstabilitet og reduceret biologisk nedbrydelighed (Felby & Hansen 2000). Sammenlignet med konventionelle teknikker har biokemisk stabilisering flere fordele, da enzym katalyserede processer er specifikke og kun har få eller ingen negative miljøpåvirkninger. Konceptet er eftervist og patenteret, men er til dato kun blevet undersøgt fra et begrenset applikationsmæssigt sigte (Felby & Hansen 1998). Det skal understreges, at teknologien kun er blevet udviklet på et meget foreløbigt niveau og langt mere fundamentalt arbejde er påkrævet.