Man kan bruge mange kriterier for hvornår en skål er fin nok.
Jeg bruger ofte følgende 3 som rettesnor. Min kone kalder dem "de jydske regler":
1 ser skålen pæn ud?
2 er den lavet færdig under bunden?
3 kan den bruges?
For at en skål er færdig under bunden, synes jeg, at spor efter opspændingsmetoden skal fjernes.
En tap brugt til at holde skålen, mens den blev hulet ud, skal væk.
Her er nogle mulige fremgangsmåder til at gøre det..
Jeg kan ikke sige, hvilken der er den bedste metode, men jeg synes at det er rart at have lidt valgmuligheder. Jeg har benyttet alle metoderne, og jeg giver min mening om deres fordele og ulemper.
Jeg har taget billeder for at illustrere meningen med metoderne.
Alle billederne er opstillede, ikke fra er "rigtig" situation.
Der findes garanteret flere metoder, så jeg vil opfordre til at komme frem med dem i denne eller i en anden tråd.
Metode 1: Friktionsopspænding.
I første opspænding inden udhulning. laver man jo en tap til at holde skålen i spændepatronen. Man skal huske at mærke centrum af tappen med medløbspinolen, før man vender skålen og huler ud.
Spænd den næsten færdige skål op mellem sandpapirskiven og medløbspinolen.
Skær af tappen, så der er lidt tilbage. 1 cm er rimelig sikkert. Skålen kan holdes på plads med venstre hånd; man kan evt sikre den med lidt gaffatape.
Slib og færdiggør som resten af skålen er blevet behandlet.
Mens skålen holdes i hånden, skæres den sidste lille tap af med en mejsel.
Den resterende ujævnhed tages væk i hånden ved at skrabe med en mejsel eller en ziehklinge.
Til sidst slibes med sandpapir til bunden er fin.
Fordele:
• Hurtig omstilling. Min sandpapirskive er fast monteret på en planskive og er derfor altid klar.
• Man kan bruge metoden til så store skåle, som kan være over vangerne.
• Billig metode. Har man i forvejen en sandpapirskive, er man køreklar.
• Ingen mærker efter opspænding.
• Forudsat at man har husket at mærke centrum af tappen op med medløbspinolen i første opspænding, vil skålen altid centrere 100%.
• Metoden dur til skåle med både lukket og åben form.
Ulemper:
• Den sidste lille resterende tap kan jo knække, mens drejebænken kører, så der er en vis risiko for at skålen får en flyvetur.
• Ikke til skåle med barkkant.
Vedhæftet fil: 01 Friktionsopspænding.JPG
Metode 2: Træpatron.
Ret en plade op på planskiven og drej en fals, hvor den næsten færdige skål passer stramt i.
Hvis træpatronen er blevet for løs, kan et par papirstumper i klemme hjælpe til at stramme nok op. Ellers må man lave falsen lidt dybere og mindre.
Spænd den færdige skål op mellem træpatronen og medløbspinolen. Brug mærket i centrum af tappen fra første opspænding.
Hold evt skålen på plads med gaffatape.
Hold skålen ind til patronen med venstre hånd, mens tappen skæres af. Når der er 1 cm tap tilbage, flyttes medløberen. Hold igen med venstre hånd skålen på plads og drej resten af tappen væk. Slib færdig, mens skålen sidder i patronen.
Fordele:
• Man kan gøre bunden helt færdig i én arbejdsgang.
• Ingen mærker efter opspænding.
• Rimelig billig metode.
• Forudsat at skålen passer stramt i træpatronen, bør den centrere.
Ulemper:
• Det tager tid at lave en træpatron. Men den kan gemmes til en anden gang.
• Den største skål, der kan være i en træpatron er nok 2 cm mindre i diameter, end man kan have over vangerne.
• Kun til skåle med hel kant.
• Kun til skåle med åben form.
Vedhæftet fil: 02 Træpatron.JPG
Metode 3: Jumbobakker.
Jumbobakker fås til de fleste spændepatroner.
Indstil bakkerne og spænd op.
Sæt medløbspinolen på! Brug mærket fra første opspænding.
Hold evt skålen på plads med gaffatape - IKKE med venstre hånd.
Skær af tappen så der er lidt tilbage. 1/2 cm er rimelig sikkert.
Tag medløberen væk.
Drej forsigtigt resten af tappen væk. Vær sikker på at fasen på drejejernet er med til at holde skålen plads. Slib færdig, mens skålen sidder i bakkerne.
Fordele:
•Man kan gøre bunden helt færdig i én arbejdsgang.
Ulemper:
• Hvis man kun har 1 spændepatron, skal man skifte bakker. Bakkerne skal indstilles. Det tager tid.
• Mine jumbobakker kan lave trykmærker i kanten på den færdige skål.
• Største skåldiameter er afhængig af jumbobakkerne, og er mindre end man kan have over vangerne.
• Kun til skåle med hel kant.
• Kun til skåle med åben form.
• Jumbobakker holder ikke særlig stramt, så pas på flyvende skåle.
• Jumbobakker kan slå fingrene, så pas på. Jeg har en gang fået et slag, så blodet flød og noget af neglen blev revet af. Jeg var ukampdygtig længe efter.
Vedhæftet fil: 03 Jumbobakker.JPG
Metode 4: Longworthchuck
Bruges ligesom jumbobakker, men denne patron kan holde lidt bedre fast.
Min er fast monteret på en planskive og er dermed klar når jeg vil. Nogle foretrækker at lave longworthpatronen med er tap i bunden, som passer til spændepatronen.
Tegninger kan findes her: http://www.woodcentral.com/articles/tur ... _485.shtml
Fordele:
• Hurtig omstilling.
• Man kan gøre bunden helt færdig i én arbejdsgang.
Ulemper:
• Største skåldiameter er afhængig af patronen, og er mindre end man kan have over vangerne.
• Kun til skåle med hel kant.
• Kun til skåle med åben form.
• Det kan være lidt af et puslespil at få skålen til at centrere, men det kan hjælpe at bruge medløbspinolen, når man spænder op.
• Longworthpatronen holder nogenlunde stramt, men pas alligevel på at skålen ikke ryger af..
• Longworthpatronen kan slå over fingrene, så pas på.
Vedhæftet fil: 04 Longworth.JPG
Metode 5: Friktionsopspænding til skåle med barkkant.
Man sætter en klods, der er lidt længere end skålens dybde på planskiven. Klodsen skal rettes af og rundes, så skålens inderside kan støttes.Friktionen kan øges ved at lægge en gummidug mellem skål og klods.
Spænd op med skålen mellem klodsen og medløberen og fortsæt som metode 1.
Fordele:
• Man kan bruge metoden til så store skåle, som kan være over vangerne.
• Rimelig billig metode. Man har sikkert maretiale liggende i brokkassen.
• Ingen mærker efter opspænding.
• Metoden dur til skåle med både lukket og åben form. For den sags skyld også til skåle med hel kant.
Ulemper:
• Det tager tid at lave en passende klods, men man kan jo genbruge den.
• Den sidste lille tap kan jo knække, o.s.v
Vedhæftet fil: 05 Friktionsklods.JPG
Metode 6: Offerklods.
Man laver den ydre form og bunden færdig i én arbejdsgang. Lad være med at komme olie eller anden finish på, det må vente.
Lim en offerklods på bunden af skålen med limpistolen og drej en tap. Hvis det kniber at gøre limen varm nok med limpistolen, kan man smelte limen med en varmepistol.
Vend og spænd op i spændepatronen, hul ud som sædvanlig og gør færdig med sandpapir og finish hvor du kan komme til.
Mens offerklodsen sidder i spændepatronen, knækkes skålen af med et velrettet slag med håndroden eller med en gummihammer.
Hvid det kniber, så bræk skålen af med en mejsel.
Hvis der sidder limrester på skålen, skrabes så meget som muligt af med en ziehklinge, og resten slibes væk med sandpapir.
Fordele:
• Man kan bruge metoden til de største skåle, som kan være over vangerne.
• Rimelig billig metode. Man har sikkert materiale liggende i forvejen.
• Ingen mærker efter opspænding.
• Ingen problemer med centrering.
• Metoden dur til skåle med både lukket og åben form, og til skåle med hel- eller barkkant.
Ulemper:
• Det kan være svært at få al limen af.
(Der er ikke noget billede. Vi må kun uploade 5 i hvert indlæg...)
Venlig hilsen Jens
|
